Du læste mine ledetråde fuldkommen forkert. De involverede gloser antydede ikke en tilværelse separeret. Du går i den gale retning, tilbage står jeg. Alene. Jeg vil råbe dit navn. Jeg vil kalde det så højt, at jeg nærmest kan se hvert enkelt bogstav svæve ud af min mund. Jeg vil have dig til at høre, for én gangs skyld. Du forsvinder, jeg kan ikke se dig. Mine smerter danner ekko indeni mig. Du efterlod et enormt tomrum, som jeg tvivler på vil kunne blive udfyldt igen. Er det nu, jeg skal kassere minderne? Mine tårer triller i fodsporerne under mig. De matcher mine, og dog. De fortsætter ud i den tætte tåge, i din retning. Jeg står som den forstenede statue, du gjorde mig til. Mundlam, frustreret, forfærdet.. Overrasket?
Jeg vil lære at elske igen. Erindringerne om dig og mig, de besætter mig. De voldtager mig. Jeg ser i min skygge, som angriber væggen foran mig. Jeg kan mærke lyset i nakken, som det mest længselsfulde og samtidig mest livstrætte åndedrag. Jeg ser langsomt mig selv gå i stykker. Jeg ser brikker af mig selv stige til vejrs som balloner. Mon de vil nå nye højder, eller vil trykket tilintetgøre dem? Jeg tror, at tiden er inde til, at jeg samles et andet sted end her, at jeg ser en ny begyndelse på en mere lykkelig slutning. Er jeg naiv? Pludselig bliver jeg total følsesløs, jeg mærker intet, men jeg mærker alligevel alting. Jeg falder ned, vinden river i mig og forsøger ustandseligt at skrabe ind til den knuste kerne af mig. Lyset omkring mig aftager, og mørket overtager. I mit fald er alt lydløst, ikke ét vindpust. Adrenalinen pumper rundt i kroppen på mig, jeg ved ikke, hvor den kommer fra. Jeg kigger på mine kinder, som oversvømmes af tårer. Jeg kan se ridser i tårerne, som om de var frosne, som om det ikke var rigtige tårer. Pludselig kan jorden anes under mig. Er tiden inde til at lukke øjnene? Frihed må være min belønning. Men hvordan? Jeg undres, jeg tvivler, jeg vågner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar