achieving failures.

Jeg står og kigger på ingenting. Spejlbilledet af mig er forsvundet. Der er intet at se mere. Hvis jeg dog bare kunne få afklaret, at jeg er ødelagt - at jeg er væk. Jeg er usynlig, hvilket gør mig stærk. Stærk til at vælge mine overvejelser korrekt. Jeg kan ikke ses.
Jeg lader langsomt mit hoved glide ned, mens jeg ved, at mit ansigt afspejler, at dette er en kamp, jeg aldrig vandt, og som jeg heller aldrig fik chancen for at overvinde. Jeg blev revet itu, førend konfrontationerne rigtig blussede op. Jeg ved, at alt indeni mig er blevet flået ud, hvorefter det er blevet tilintetgjort af hjerteløse og omsorgsløse mennesker, som jeg rent faktisk regnede med ville følge mit liv til ende. Den lykke fik jeg bare aldrig lov til at opleve. Jeg var født til at svigtes, udnyttes, frastødes - mislykkes. Og sådan endte det.
Jeg stirrer ned i vasken foran mig. Mine hænder er stadig fastgjort til åbningen for vandet, som strømmer ud af den smalle hane. Vasken fyldes hurtigt, hurtigere end jeg havde regnet med. Det er som om, min hånd ikke vil lukke for vandet, men at den vil sidde fast og afgive al min energi til vandet, selvom jeg sagtens kan mærke, at jeg er helt tappet for energi i forvejen. Som om muskulaturen i dét, der engang kunne tillades at kaldes for en sjæl er svundet ind til intet. Mine sidste kræfter fik revet min hånd løs fra hanens greb, og så lod jeg ellers mit hoved dale ned i det isnende kolde vand, som lammede alle følelser og nerver i mit udmagrede og livstrætte ansigt. Hernede fandtes ingen lyde, og dog. Genlyden af mine utallige tanker, som tårnede frem og tilbage i min skrøbelige tankgegang. Jeg vidste, jeg var tom, og at længslen af at ville høre blot ét eneste bekymrende ord fra ét andet menneskes side, kun ville afslutte, hvis jeg slog det sidste af mig selv ihjel.
Jeg kunne ikke mærke, om jeg græd. Vandet omgav mig fuldkommen, men alligevel føltes det som om, at jeg var helt tør. Mine læber sprækkede, min hud skallede, jeg var ved at blive udsuget fra alt menneskeligt.
En rød væske filtrede sig ind i vandet. Jeg var udemærket klar over, at mine sekunder som overlevende var tættere på at være talte end nogensinde. Så lukkede jeg øjnene og gav drømmende frit spil. Det var jo trods alt dem, som havde fyldt mig med håb og tro på en lysere tilværelse. en nu var det for sent. Nu var jeg for alvor væk. Så langt væk at selv de mest udvidede drømme ikke kan bringe dig hertil. Men jeg fandt ud af, at jeg var født til at opnå fiaskoer. Jeg var en..