occasionally

Sommetider føles det om, at jeg druknes i mængden af følelser. De trækker mig ned, hvor jeg ikke kan bunde. Dér, hvor mørket befinder sig. Det skræmmer mig. Jeg vidste ikke, at det kunne lade sig gøre at komme så langt ned. Er det normalt? Alle de tanker som får dig til at føle en ligegyldig tomhed på trods af, at dine refleksioner udfylder dig totalt. Det er et under for mig at vide, hvordan jeg er nået dertil - og hvilket retning man dog vælger herfra.
Løgnene der bryder ind gennem mine ører og lander nede i mit hjerte og sjæl, hvor de trænger dybt ind. Ind, hvor ingen andre nogensinde har kunne se ind. Så dybt ind at de er umulige at finde frem igen og bearbejde. De har påvirket mig, de har skadet mig. Undskyldninger findes der adskillige af, men de hjælper nødvendigvis ikke på at hele det sår, den undskyldne handling har medført.
Jeg går rundt og spekulerer over, hvor du mon befinder dig henne. Er du her hos mig ligenu, eller svæver du rundt flere tusinde kilometer herfra? Tanken vækker nervøsitet og bekymring. Det er som om, at jorden skælver under mig, den vil have mig til at indse. Det hele er tabt, det er væk. Med resterne af mit hjerte i behold går jeg nu rundt i mørket og søger. Tingene du tydeliggjorde for mig afhang til sidst af min eksistens. Nu er du forsvundet, og du har taget glæden med dig i faldet. 
Alt jeg kan gøre nu er at gå rundt mellem en flok uduelige og inkompetente idioter, hvor ligegyldigheden er en bærende værdi, hvor smilet til en anden ikke kan tillades. Selvom jeg prøver, kan jeg stadig ikke finde vejen til dig. Jeg løber, jeg spurter, og alligevel kan jeg kun se mit tunge åndredrag, som stiger til vejrs og op i det uendelige. Hvor mon det ender henne?