Disappear?

Kender I følelsen af at ville forsvinde væk fra alt? Væk fra omgivelserne i håbet om at kunne være i stand til at lægge fortiden bag sig, koncentrere sig om nuet og ikke bekymre sig om fremtiden? Det optager mig selv meget for tiden..

it's gone wrong.. again..

Tears are rolling down my face,

tonight I'll be begging for my grace.
Otherwise I'll end as a zero,

remembered as the fallen hero.
It seems as my grave has been dug,

caught in an unbreakable lock.
The withered red roses are symbolizing,
what my life is emphasizing.

Memories are kept inside the broken,
in the middle of the terrible frozen.

Freedom and serenity are near,
so sorry I'm not here.

Located in the black,
unable to reach back.

Last parts are stolen from me,
so sorry you can't see.

- Et kort lille digt som jeg skrev på to minutter i en meget følelsesladet tilstand - failure.

the joy's creation

Du løfter mig op i paradiset, hvor jeg virkelig er ude af stand til at beskrive de idylliske omgivelser, der fanger mig. Du har tendenser til at bære mig op af selv de allermørkeste huller, hvor jeg ikke selv har muligheden for at kæmpe mig om, uanset hvor desperat jeg så end er. Se, det er én af årsagerne til, at jeg ikke ville vide, hvad jeg skulle gøre uden din tilstedeværelse. Når jeg kigger på dig, så ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. Jeg bliver automatisk lammet af din skønhed, som kun få mennesker er sat på denne jord med - jeg ved, jeg taler sandt. Du er fyldt med kvaliteter, som kombineret danner smilet på mine læber i dagligdagen. Når du skriver en besked, er det umuligt ikke at lade det rive lidt i smilebåndene. Der er kun to ting, jeg ville banke ind i hovedet på dig, hvis jeg vidste, at jeg en skønne dag ville lykkes! Jeg ville slå fast, hvor højt jeg elsker dig, og næstefter ville jeg overbevise dig om, at du er helt unik; at du er noget af det skønneste, dejligste og mest fantastiske, jeg kender til. Du er så værdifuld for mig, og jeg kan slet ikke forestille mig en dagligdag, hvor blot en enkelt besked fra dig ikke var involveret. Jeg ville få dig til at indse, hvor smuk du er, og hvad du egentlig gør ved mig. Dine øjne stråler altid, og de angriber mig. De besejrer mig, de forelsker mig.

Igen føler jeg mig tømt for ord, selvom jeg har på fornemmelsen, at jeg mangler at forklare alt. Jeg ville ønske noget så inderligt, at du var her. Jeg mangler dig noget så grusomt, og jeg kan slet ikke vente til den femtende marts, hvor jeg igen efter næsten et års venten får lov til at se dit vidunderlige ansigt igen. Netop det øjeblik på dagen vil blive helt uforglemmeligt, og hvis jeg ikke tager meget fejl, tror jeg, at der vil komme flere øjeblikke netop på den dag, som ikke vil glemmes. Sådan skal det gå efter mit hoved, i hvert fald..

Christina Kærsig Knudsen, jeg elsker dig.

- Mit absolutte yndlingsbillede af dig, hvor du virkelig formår at kigge ikke bare på overfladen af mig, men også ind i mig. Du borer dig ind i mig, når mit hjerte og graver dybere ind, hvor hele min sjæl begynder. Her er stort set ingen kommet ind før, og du kommer derind bare ved at kigge på mig. Du er og bliver uvurderlig. Jeg vil aldrig nogensinde kunne få dig erstattet, og det vil jeg heller aldrig nogensinde få prøvet på. Jeg kan og vil ikke undvære dig.

nightmare

Jeg går lydløst ud af hoveddøren, mon du egentlig kan høre mig? Mon du overhovedet involverer mig i dine drømme, som netop i dette øjeblik udfylder dit hoved? Mon dog. Jeg lukker døren forsigtigt, og jeg når kun at give et enkelt støn fra mig, før jeg spurter ud i den kolde og våde nat. Regnen styrter ned fra himlen, den rammer min huds overflade, som de tungeste metaller ville have gjort. Jeg kan føle hvert enkelt slag, og mine ben svækkes ved tanken om min enorme udmattelse. Mit hår klistrer sig til mit ansigt, og jeg kan mærke, jeg græder. Jeg kan mærke, at tårerne ikke glider lige så let ned ad min kind som regnes dråber. Mine arme er følelsesløse, og jeg har svært ved at spotte horisonten. Luften domineres af en meget tæt tåge, og selvom jeg ved, at kulden gør mit åndedrag synligt, så filtrer det sig for meget ind i tågen. Jeg føler mig så forpustet, og jeg føler mig så opløst, brugt. Alligevel fortsætter jeg ud i det tilsyneladende uendelige. Jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen, men jeg er sikker på, at min aktuelle retning vil føre til lys og varme. Kærligheden har været fjern. Isnende ansigter, skuffende blikke, fysiske nedbrydelser, utilfredsstillede krav. Jeg ved, at verden er ond, det ved jeg nu. Vejen under mig skælver, jeg kan mærke, at det ikke er mine egne ben. De svigter mig ikke. Ikke nu. Jeg kan mærke en voldsom svigen fra min venstre underarm. I mit løb opdager jeg, at sårene er åbne, og det føles som om, at for hver gang en dråbe falder fra dem, tapeps jeg for energi og overskud. Jeg ved udemærket godt, hvad der er i færd med at ske med mig. Jeg er på ruten til ødelæggelse. Men jeg er ligeglad. Jeg vil ikke stoppe nu. Stemmerne i mit hoved opfordrer mig konsekvent til at fortsætte, og selvom luften føles som utallige usynlige knive, der stikker igennem mig i min spurten, så fortsætter jeg. Jeg giver ikke op. Aldrig før har min vej været så ujævn, og her er ingen support. Jeg er alene, jeg er skræmt, jeg er udmattet, jeg er livstræt, jeg er rædselslagen, jeg ved ikke længere, hvor jeg er henne. Ingen kan høre mig, og jeg kan høre ingen. Ekkoet af stemmerne udfylder selv det mest uforudsete. Deres kalden fremkalder en smerte indeni mig, som æder mig. For hvert et ord, de siger, dør en del af mig. De snakker et sprog til mig, som jeg ikke kan forstå, og som jeg heller aldrig kommer til at forstå. Jeg er ustoppelig, men jeg har aldrig været mere sårbar. Jeg stopper op. Min vejrtrækning har aldrig været mere rolig. Jeg kigger op mod det, der engang var fyldt med stjerner, som i mine øjne symboliserede håb. Nu er stedet sort, og selv det skarpeste lys bliver forbudt adgang til denne begravelse af min sjæl. Her er stadig fuldstændig tomt, og jeg kan pludselig ikke engang høre mit eget åndedrag. Jeg bliver endnu mere rædselslagen, for skræmt til blot at sætte mig ned, for hvor mon jeg havner hende? Dybere end nu. Jorden skælver under mig igen, og pludselig kan jeg mærke, at jeg falder. Jeg falder ned, og uden så meget som blot en enkelt fornemmelse af, hvor jeg lander henne, lukker jeg øjnene og ignorerer mit skrig. Jeg brænder, smerten eskalerer, jeg skriger. Jeg skriger, og skriger, og skriger så højt, jeg kan. Jeg skriger mig selv itu, og da jeg rammer jorden, vågner jeg. Lever jeg stadig?

My best My Passion adventure..

I've decided to write this blog caused to a sort of a competition that my favourite band has announced yesterday. You were supposed to write, what your best My Passion adventure had been so far, and actually I've experienced a lot with this band, so it's a little difficult to decide, which episode I want to focus on. The prize for the best story would be given a free t-shirt, and I think it's important to emphasize, before I start telling you guys out there, that I'm not attending in this competition to win the free tee - I'm attending due to my interest in sharing my experiences with other people, where they perhaps automatically can compare their own emotionally condition to mine - and then I saw this as an overt chance. I really want to turn my feelings into a kind of purpose, where people will read them, as they're going to be. I love to induce billions of thoughts and emotions, and I want to tell that we're all allowed to dream, and though dreams and visions don't create reality, then you're still the essential part of letting apparent imaginary things take place in the real world.

The story; I've traveled from Denmark's airport early in the morning, and of course I was filled with huge expectations about this new journey, though I was conscious about this would be one of the best periods in my life - and it was.
As we landed in the British airport, we got our borrowed car and drove towards Hitchin, while I was almost unable to sit in a decent position - and it just became even worse, when we arrived in front of the hotel, where we're going to stay. My Passion was still playing on the loudest volume in my ears, and I couldn't wait to explore this new exciting town - especially because of the fact that my biggest idols of all the time were living here.
In the evening I was spending time with Andy, where he showed me the necessary stuff to see in the town. I remember every second, and I really appreciated that he took his time to show me a bit around. The next day it would the day, where I was going to see them all again, and already now I can reveal that I didn't even close one eye that night!
When the sun shone through our window the next morning, I felt so tired. But my stubbornness and inner excitement forced me out of bed! I couldn't consume any food for breakfast, the only thing that dominated my mind was to enter the festival site as quickly as possible - and only 1 or 2 hours, from when I woke up, passed, before I went inside the festival area. I found Andy standing in his tent at the merchandise, and I spent almost the entire day by standing with him. It was so unrealistic, and I've never dared to believe that one day I'll get that close to my hugest rolemodels. I did also walk around among the big diversity, which I was a witness to during the day.
Suddenly they all stood in front of me, and that was the point, where I was about to faint. When I memorize the feelings from exactly that moment,  then it's so difficult for me to explain it in a just understandable way. I was honestly filled with joy, and I forgot every single problem, I carried. They were erased immediately, and a sudden feeling of being completed and recovered arose inside of me. Maybe it sounds a bit exaggerated, but trust me, this is actually just the thinnest surface of  my entire feelings.
The whole day I carried an indelible smile, and finally the time had come to see them all, getting mental on the stage and prove that they were the only reason for me to stand here. I can't describe how amazing, it was. I never can! Every time I've seen them, they leave me in a speechless condition, where I'm not able to express myself in a proper way.

Yeah, I really tried to write it as short as possible, and that's maybe why some of you may feel that an occurence of using more details haven't been involved. There's soooo much more to tell about this day, and now I'm sitting here with a feeling of not having explained, what I actually should, but at least I've tried.
- My Passion is a band, I can't find appropriate words to describe in my vocabulary, and I know, it's decidely impossible to find enough adorable words to define this band's beauty. Personally I know, they're a band, who wan't to surprise, and who wan't to make a difference in our exsistance, when we need it. If I'm going to evaluate from my point of view, they've achieved this goal a loong time ago, and it's a quality, noone never can take from them.
There're still billions of words to formulate, but the most important thing, I haven't said yet, it's maybe the most important sentence of them all. It contains total three words, and I don't mean them as much, as when I say them to this band. It comes directly from the bottom of my heart, where they always will have a special place. In my eternal My-Passion-heart. I love you.

your touch

Det er som om, at hver evig eneste gang du blot nærmer dig, så fyldes jeg med glæde - mere end på noget andet tidspunkt. Verden bliver pludselig så lys og fantasifuld, og jeg får straks svært ved at finde ud af, om jeg befinder mig i den dybeste drøm, eller om det rent faktisk er virkelighed. Den adrenalin, du giver mig, er helt ubeskrivelig. Bedst af alt er, når jeg knuger mig ind til dig og lader tankerne flyve bort. Nu er jeg i din favn, og det er det absolut bedste, jeg overhovedet kender til. Efterfølgende får jeg muligheden for at dykke dybt, dybt ned i dine øjne, hvor jeg ser skinnende juveler overalt. Dit ansigt  er så stråleklart, og jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne sidde og kigge på dig, for evigt.
Når du ikke er hos mig, drømmer jeg om dig hver nat.. og dag. Du voldtager mine tanker hver dag, og du fylder umiddelbare opstående tomrum, som skulle dannes i løbet af dagen. Når du ikker hos mig, er du i mit hjerte, hvor du sidder fast, og hvor jeg ved, at du er tatoveret ind. Nemlig fordi du aldrig skal forlade mig. Du er smilet på mine læber, og jeg kan slet ikke forestille en eksistens uden dig, nu hvor du er blevet en så essentiel del af den.
Du er der altid til at gribe mig i mit fald, og du redder mig hver gang. Jeg er komplet ude af stand til at finde bare én eneste ting, som gør, at jeg ikke kunne være tiltrukket af dig. Du får mig til at falde hen i en helt anden dimension, hvor jeg føler mig hjemme, og hvor jeg tør vise følelser. Den dimension består i din omfavnelse.
Du aner ikke, hvor store følelser jeg ligger inde med. Måske kan du mærke det, og det har du måske kunnet i noget tid. Jeg har trods alt haft det sådan her i flere år nu. Jeg ville ønske, at jeg kunne få mig selv til at sige noget personligt til dig. Jeg ville ønske, at du ikke syede min mund totalt sammen, hver gang jeg ville få muligheden for at sige noget til dig. Det burde ikke være sådan her, det burde det virkelig ikke. Der er så mange faktorer, som gør, at det aldrig nogensinde skal blive os to. Tilståelsen er, at jeg ikke kan tælle de tårer, jeg har grædt på baggrund af dette. Jeg formulerer mig altid så åndsforsnottet, når jeg får muligheden for at se dig de der alt få for gange årligt. Jeg ville gøre alt for, at det kunne blive bare lidt oftere.
Skønheden, uvurderligheden, beundringen og unikheden der ligger indeni dig kidnapper mit hjerte, og mon jeg nogensinde får det tilbage? Min store fascination af dig kan ikke erstattes, og jeg ved efterhånden med sikkerhed, at du altid vil have en plads i mit hjerte. Nok er jeg ung, men jeg er samtidig moden nok til at kunne erklære, at du altid vil have bare en lille del af mit hjerte - jeg vil altid være her.
Og selvom du ikke kan se det, og selvom du ikke kender til noget som helst, så tror jeg aldrig, du kommer til det, men ligemeget hvad, så vil jeg vente.. vente til den dag, jeg ikke er her endnu. Vente på at gribe dig, som du greb mig. Jeg elsker dig.

asleep in the asylum.

Hver evig eneste gang jeg hører denne sang, sætter den ubeskrivelige følelser i gang indeni mig. Den nærmest renser mig fra alle mine negative tanker og lader mig flyve ind i en imaginær verden, hvor alt for mit vedkommende er muligt. Den får mig til at føle, at jeg er fri, og at drømme faktisk er tilladte. Jeg får gåsehud overalt på min krop od dybt inde i min sjæl. Jeg får en lyst til at råbe og skrige med hver evig eneste gang, mens tankerne omkring dét at blive hørt er ved at eksplodere i hovedet på mig. Der er så mange tilståelser, som jeg kunne få afklaret her og nu, men det ville vare flere evigheder, førend jeg havde fået anskueliggjort dem på en bare nogenlunde forståelig måde. Men det vigtigste, som er at sige om dette band og sang er, at de har ændret mit liv, og at de har vendt op og ned på min tilværelse i et omfang, som jeg aldrig havde troet, at musikken ville kunne. Lad os bare sige, at jeg elsker dem overalt på jorden, for det gør jeg. Mit yndlingsband, My Passion. I er mit åndedrag.