nightmare

Jeg går lydløst ud af hoveddøren, mon du egentlig kan høre mig? Mon du overhovedet involverer mig i dine drømme, som netop i dette øjeblik udfylder dit hoved? Mon dog. Jeg lukker døren forsigtigt, og jeg når kun at give et enkelt støn fra mig, før jeg spurter ud i den kolde og våde nat. Regnen styrter ned fra himlen, den rammer min huds overflade, som de tungeste metaller ville have gjort. Jeg kan føle hvert enkelt slag, og mine ben svækkes ved tanken om min enorme udmattelse. Mit hår klistrer sig til mit ansigt, og jeg kan mærke, jeg græder. Jeg kan mærke, at tårerne ikke glider lige så let ned ad min kind som regnes dråber. Mine arme er følelsesløse, og jeg har svært ved at spotte horisonten. Luften domineres af en meget tæt tåge, og selvom jeg ved, at kulden gør mit åndedrag synligt, så filtrer det sig for meget ind i tågen. Jeg føler mig så forpustet, og jeg føler mig så opløst, brugt. Alligevel fortsætter jeg ud i det tilsyneladende uendelige. Jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen, men jeg er sikker på, at min aktuelle retning vil føre til lys og varme. Kærligheden har været fjern. Isnende ansigter, skuffende blikke, fysiske nedbrydelser, utilfredsstillede krav. Jeg ved, at verden er ond, det ved jeg nu. Vejen under mig skælver, jeg kan mærke, at det ikke er mine egne ben. De svigter mig ikke. Ikke nu. Jeg kan mærke en voldsom svigen fra min venstre underarm. I mit løb opdager jeg, at sårene er åbne, og det føles som om, at for hver gang en dråbe falder fra dem, tapeps jeg for energi og overskud. Jeg ved udemærket godt, hvad der er i færd med at ske med mig. Jeg er på ruten til ødelæggelse. Men jeg er ligeglad. Jeg vil ikke stoppe nu. Stemmerne i mit hoved opfordrer mig konsekvent til at fortsætte, og selvom luften føles som utallige usynlige knive, der stikker igennem mig i min spurten, så fortsætter jeg. Jeg giver ikke op. Aldrig før har min vej været så ujævn, og her er ingen support. Jeg er alene, jeg er skræmt, jeg er udmattet, jeg er livstræt, jeg er rædselslagen, jeg ved ikke længere, hvor jeg er henne. Ingen kan høre mig, og jeg kan høre ingen. Ekkoet af stemmerne udfylder selv det mest uforudsete. Deres kalden fremkalder en smerte indeni mig, som æder mig. For hvert et ord, de siger, dør en del af mig. De snakker et sprog til mig, som jeg ikke kan forstå, og som jeg heller aldrig kommer til at forstå. Jeg er ustoppelig, men jeg har aldrig været mere sårbar. Jeg stopper op. Min vejrtrækning har aldrig været mere rolig. Jeg kigger op mod det, der engang var fyldt med stjerner, som i mine øjne symboliserede håb. Nu er stedet sort, og selv det skarpeste lys bliver forbudt adgang til denne begravelse af min sjæl. Her er stadig fuldstændig tomt, og jeg kan pludselig ikke engang høre mit eget åndedrag. Jeg bliver endnu mere rædselslagen, for skræmt til blot at sætte mig ned, for hvor mon jeg havner hende? Dybere end nu. Jorden skælver under mig igen, og pludselig kan jeg mærke, at jeg falder. Jeg falder ned, og uden så meget som blot en enkelt fornemmelse af, hvor jeg lander henne, lukker jeg øjnene og ignorerer mit skrig. Jeg brænder, smerten eskalerer, jeg skriger. Jeg skriger, og skriger, og skriger så højt, jeg kan. Jeg skriger mig selv itu, og da jeg rammer jorden, vågner jeg. Lever jeg stadig?